Er klat og smat bare sjov og pjat?
- et maleværksted set i et udviklingsperspektiv
Fjellerup Børnehave
2007
mandag den 3. september 2007
Deltagere
- Børn fra Fjellerup Børnehave
- Ulla Lundsgart billedkunstner www.ullalundsgart.dk
- Tilde Aoude Vadsholm pædagog
- Trine Kofoed pædagog og observatør
- Palle Dausell redaktør
Fjellerup Børnehave
Niels Iuels Plads 1
8585 Glesborg
www.fjellerupbhv.dk
pd@norddjurs.dk
Indledning
Vi har gennem en årrække haft et fast samarbejde med en billedkunster. I flere perioder har hun lavet maleværksteder for børnene sammen med os. Det har været maleværksteder, der har været meget brugt og værdsat af børnene. Vi har set at arbejdet i billedværkstedet har haft betydning for børnene, selv om de har brugt det meget forskelligt.
For nogle børn har billedværkstedet haft en så gunstig virkning, at vi indimellem har sagt om børn: ”Hun/han trænger vist til en tur på maleværkstedet!”
Er klat og smat bare sjov og pjat?
Er det overhovedet muligt at dokumentere effekten af et barns deltagelse i billedværksteder over en længere periode? Vil de redskaber/ udviklingsbeskrivelser som vi benytter os af i en børnehave kunne bruges i denne sammenhæng?
I 2005 besluttede vi at gøre et forsøg. Vi ville gennem en periode på 10 måneder lave billedværksted en gang om ugen, med særligt fokus på en udvalgt gruppe på 3 børn. Billedkunstner og en pædagog stod for værkstedet, og beskrev fra gang til gang processen, dels med fotoserier og dels med skriftlige notater.
En tredje person skulle lave udviklingsbeskrivelser og videofilme ved projektstart og ved afslutningen.
For nogle børn har billedværkstedet haft en så gunstig virkning, at vi indimellem har sagt om børn: ”Hun/han trænger vist til en tur på maleværkstedet!”
Er klat og smat bare sjov og pjat?
Er det overhovedet muligt at dokumentere effekten af et barns deltagelse i billedværksteder over en længere periode? Vil de redskaber/ udviklingsbeskrivelser som vi benytter os af i en børnehave kunne bruges i denne sammenhæng?
I 2005 besluttede vi at gøre et forsøg. Vi ville gennem en periode på 10 måneder lave billedværksted en gang om ugen, med særligt fokus på en udvalgt gruppe på 3 børn. Billedkunstner og en pædagog stod for værkstedet, og beskrev fra gang til gang processen, dels med fotoserier og dels med skriftlige notater.
En tredje person skulle lave udviklingsbeskrivelser og videofilme ved projektstart og ved afslutningen.
Vi har efter følgende valgt at lade de voksne aktører beskrive projektforløbet.
Billedkunstneren
Min beskrivelse af projektforløbet indeholder 3 aspekter:
Det teoretiske eller holdningsmæssige grundlag for mit arbejde med børn og billeder, baseret på oplevelser af hundredvis af – meget forskellige - børns billedarbejde, kædet sammen med mine egen erfaringer med den kunstneriske proces som professionel kunstner.
En definering af nogle begreber som har været vores referencer igennem forløbet så som ”indre flow”,” instinktivitet” m.m. Begreber som jeg mener det er vigtigt at forholde sig til i relation til børn, skønt det ikke er så almindeligt.
- En konkret beskrivelse af malesessionerne, samt nogle refleksioner i den forbindelse.
Hvordan børn bruger maleriet
Det er min erfaring at alt hvad et barn gør i fred og ro på et stykke papir er et direkte udtryk for/ aftryk af hvem det er, hvor det er og hvad det føler.
Det må af samme grund tages alvorligt og behandles med respekt!
Det gælder også når vi voksne ikke kan se hoved eller hale i billedet.
Det er noget selvom det ikke forestiller noget.
Det er et instinktivt struktureret aftryk af en sanseoplevelse, beskrivelse af en følelse eller som et kort over en dans henover papiret. Kortlagt nærvær.
Om den kunstneriske proces
Den kunstneriske – eller skabende proces er en proces hvori konflikter, oplevelser og intuitioner inden i en selv kommer ud og bliver struktureret og bragt på en form så man selv og andre kan se på det og forholde sig til det.
Børn er mennesker i proces med livet. Alt hvad de foretager sig, alt hvad de oplever og erfarer, bruger de til at udvikle sig og vokse. De er skabende af natur!
Da maleriet ydermere er et ordløst sprog er det helt naturligt at lade børn, - også helt små børn arbejde i en kunstnerisk proces.
Samtidigt tjener et barns billeder som et redskab for de voksne der er omkring barnet.De kan her se fysiske aftryk af barnets sindstilstand og potentialer.
Maleprocessen
De byggesten børnene arbejder med; oplevelser, erfaringer, erindringer, følelser, tanker og intuitioner, ligger lagret og tilgængelige i kroppen. Udgangspunktet for en god male proces (eller anden kreativ proces) er derfor en god kontakt til kroppen.
En god kropskontakt opnås ved at aktivere sanseligheden: - gnatte, gratte, klistre, smøre…male med hænder, male med fødder, male på store formater der udfordrer fysikken og tvinger barnet til at bruge hele kroppe osv..
Det indre flow
Sanseligheden og kropskontakten aktiverer instinktiviteten, altså barnets evne til at være til stede og udtrykke sig direkte og præcist fra et dybt og ægte niveau i sig selv.Instinktiviteten kan sidestilles med det at være i sit indre flow.
Udgangspunktet for malesessionerne er netop en overbevisning om, at børn har et indre flow, dvs. en indre trang/tilbøjelighed/drive der, hvis barnet får lov - helt naturligt altid vil flytte det derhen, hvor der aktuelt er mest udvikling, læring og opfyldelse af behov.
Børn der hviler i sig selv og er i dette flow er pr. definition seriøse og i gang med at gøre sig den størst mulige umage med at udvikle sig. - Om de så maler, spiller fodbold, dovner foran fjernsynet eller ikke lige vil spise op!
En overbevisning om at kun børn der ikke er set og forstået lige der hvor de er, opfører sig ”utilpasset” eller ”uopdragent” eller ”dovent”.
Et af formålene med malesessionerne er at støtte og bekræfte børn i at de må lytte til dette flow, og at det har ret!
Hvilket igen skal styrke barnet i at have selvtillid til egne følelser og fornemmelser, og dermed lettere ved at finde sin plads i livet – og blandt andre mennesker – og at tage de rigtige skridt.
Ofte har de voksne rollen som igangsætter og ideskaber når der arbejdes kreativt med børn.Her er det barnet selv der er igangsætter og ideskaber. Den voksnes rolle er at lytte, støtte og forholde sig afventende; at være vidne.
At bede børn om at lave produkter i stedet for processer eller udføre ideer som de voksne har fået først, svarer til at bede dem om at stige af deres indre flow, og forholde sig mentalt og tilpasset til livets udfordringer.
Man fratager dem deres fornemste ressource, nemlig deres evne til at skabe livet og finde de nødvendige løsninger på livets udfordringer i sig selv!
Papiret som et rum
Når børn maler komponerer de som regel ikke ud fra en mental disposition. Børn indtager papiret som et rum. De bevæger sig rundt på fladen som de bevæger sig i et rum, - afsøgende. Og de komponerer i kraft af fysikkens bevægelse rundt på papiret og kroppens medfødte sans for balance, spænding og rytme.
Der er oplevelse af plads, for meget eller for lidt evt. og deres oplevelse af papiret er tredimensionelt også selvom de afsætter skema agtige 2 dimensionelle figurer på billedet.
Derfor kan især meget taktile børn male objekter med konkret betydning f.eks. en ko, mere som den føles at røre ved og som den opleves 3 dimensionalt, end som et kamera ville lave et aftryk af den i 2 dimensioner.
Der er ikke altid sammenhæng mellem hvordan børn bevæger sig i det fysiske rum og på papirets billedrum.
Børn med et meget rigt indre liv kan være hæmmede og forsigtige i fysikken, men sluppet løs i det indre rum – som er deres hjemmebane – udfolder der sig en frodighed, farverigdom, evne til at orientere sig og et mod, som er rørende.
Børns billeder er billeder i proces
Børn som er i deres flow og tilstede i den skabende proces, er ikke produkt men proces-orienterede. Børn arbejder ikke naturligt frem imod et mål. De er hele tiden på rejse i billedet. Prøver ting af, flytter sig et nyt sted hen, afbalancerer – bryder ned – bygger op – afbalancerer… f.eks. indtil papiret et fyldt til kanten, hvorefter processen fortsættes på næste ark…
Det gamle er uinteressant når det er gjort og overmales evt.
Det er rejsen der er vigtig, ikke rejsens mål!
Dvs. at billedet hele tiden er et færdigt billede og aldrig bliver et færdigt resultat.
Børn kan være mere eller mindre kunstnerisk begavede. For kunstnerisk begavede børn vil det i sig selv – at arrangere former og farver på et papir så billedet ”går op” være forbundet med samme lyst som når en fodbold dreng øver sig i at få bolden til at sidde i øverste hjørne af nettet. Igen og igen og igen…
Kunstnerisk begavede børn laver ofte 2 slags billeder. Billeder som udtrykker hvad de lige nu og her indeholder af følelser, evt. følelsesmæssige konflikter, samt billeder hvor rent kunstneriske problemer løses. Af og til smelter de to facetter sammen.
Det ene af de 3 børn i projektet havde et udpræget kunstnerisk talent. Af en eller anden grund trak han det mere og mere i baggrunden og brugte i stedet malesessionerne til at udtrykke konflikter.Selvom hans billeder er udtryksfulde som børns billeder jo er, var de sjældent på højde med hans kunstneriske potentiale og det var ikke givet at de to sider var repræsenteret i de samme billeder.
De praktiske rammer
Malesessionerne foregik som følger:
Ét barn af gangen malede under tilstedeværelse af mig og en pædagog.
Hvis et barn blev for service-orienteret af den megen voksen-opbakning, eller havde svært ved at overgive sig til processen og til selvforglemmelse, trak vi andre børn ind som arbejdede samtidigt.
Som udgangspunkt stod pædagogen for de praktiske ting og kunstneren er følgesvend igennem billedrejsen.
I praksis blev rollerne mere flydende, alt efter hvem der havde bedst kontakt med barnet på dagen, eller hvad der faldt naturligt i en given situation.
Der blev stort set ikke givet konkrete opfordringer eller opgaver.
Somme tider var farvevalg eller redskaber begrænset, men princippet for sessionerne var at barnet fulgte sine egne indskydelser og lyster.
Børnene blev dog altid opfordret til at starte med at male papiret over med en våd svamp til start.
- Så er fingrene blevet våde, de har vovet sig ud i det tomme rum og sanseligheden er tændt.
En malesession kunne se sådan ud:
Først et pænt maleri til Mor. Et hus med en sol i hjørnet. Næste papir, med svampen bliver papiret gjort vådt. Hånden bevæger sig rundt på papiret på en afsøgende måde – kroppen kan pludselig mærke billedrummet. – Ud i hjørnerne op, ned, rundt… Så har kroppen noget at skulle have sagt. En klump af forskellige farver oven i hinanden i et hjørne. Rød blandes i, gul blandes i, blå ovenpå – mudder… dut-dut-dut-ind på midten af papiret og her - en krusedulle!
Så kan kroppen mærke sine fødder, og lysten til at mærke jorden under sig og stå godt på den
– Nyt papir:
En voksen holder barnet i hænderne. Barnet smører rundt i malingen på papiret; det føles dejligt! Mere farve! Springer let og sikkert hen på paletten og får mere maling på. Tilbage på papiret, danse et billede.
Kroppens bevægelse er udtrykket, men der er sat et aftryk!
Efter et antal fodbilleder melder trangen til at artikulere sig. Nyt papir.
- hænder og pensel, Større bevægelser, mere struktur, mere rytme, måske en handling - eller en historie…
osv. Indtil der ikke er mere at male, og vennerne udenfor er mere interessante end billeder. De sidste billeder er hurtige, rutinemæssige og sjuskede… processen er slut for denne gang.
Det teoretiske eller holdningsmæssige grundlag for mit arbejde med børn og billeder, baseret på oplevelser af hundredvis af – meget forskellige - børns billedarbejde, kædet sammen med mine egen erfaringer med den kunstneriske proces som professionel kunstner.
En definering af nogle begreber som har været vores referencer igennem forløbet så som ”indre flow”,” instinktivitet” m.m. Begreber som jeg mener det er vigtigt at forholde sig til i relation til børn, skønt det ikke er så almindeligt.
- En konkret beskrivelse af malesessionerne, samt nogle refleksioner i den forbindelse.
Hvordan børn bruger maleriet
Det er min erfaring at alt hvad et barn gør i fred og ro på et stykke papir er et direkte udtryk for/ aftryk af hvem det er, hvor det er og hvad det føler.
Det må af samme grund tages alvorligt og behandles med respekt!
Det gælder også når vi voksne ikke kan se hoved eller hale i billedet.
Det er noget selvom det ikke forestiller noget.
Det er et instinktivt struktureret aftryk af en sanseoplevelse, beskrivelse af en følelse eller som et kort over en dans henover papiret. Kortlagt nærvær.
Om den kunstneriske proces
Den kunstneriske – eller skabende proces er en proces hvori konflikter, oplevelser og intuitioner inden i en selv kommer ud og bliver struktureret og bragt på en form så man selv og andre kan se på det og forholde sig til det.
Børn er mennesker i proces med livet. Alt hvad de foretager sig, alt hvad de oplever og erfarer, bruger de til at udvikle sig og vokse. De er skabende af natur!
Da maleriet ydermere er et ordløst sprog er det helt naturligt at lade børn, - også helt små børn arbejde i en kunstnerisk proces.
Samtidigt tjener et barns billeder som et redskab for de voksne der er omkring barnet.De kan her se fysiske aftryk af barnets sindstilstand og potentialer.
Maleprocessen
De byggesten børnene arbejder med; oplevelser, erfaringer, erindringer, følelser, tanker og intuitioner, ligger lagret og tilgængelige i kroppen. Udgangspunktet for en god male proces (eller anden kreativ proces) er derfor en god kontakt til kroppen.
En god kropskontakt opnås ved at aktivere sanseligheden: - gnatte, gratte, klistre, smøre…male med hænder, male med fødder, male på store formater der udfordrer fysikken og tvinger barnet til at bruge hele kroppe osv..
Det indre flow
Sanseligheden og kropskontakten aktiverer instinktiviteten, altså barnets evne til at være til stede og udtrykke sig direkte og præcist fra et dybt og ægte niveau i sig selv.Instinktiviteten kan sidestilles med det at være i sit indre flow.
Udgangspunktet for malesessionerne er netop en overbevisning om, at børn har et indre flow, dvs. en indre trang/tilbøjelighed/drive der, hvis barnet får lov - helt naturligt altid vil flytte det derhen, hvor der aktuelt er mest udvikling, læring og opfyldelse af behov.
Børn der hviler i sig selv og er i dette flow er pr. definition seriøse og i gang med at gøre sig den størst mulige umage med at udvikle sig. - Om de så maler, spiller fodbold, dovner foran fjernsynet eller ikke lige vil spise op!
En overbevisning om at kun børn der ikke er set og forstået lige der hvor de er, opfører sig ”utilpasset” eller ”uopdragent” eller ”dovent”.
Et af formålene med malesessionerne er at støtte og bekræfte børn i at de må lytte til dette flow, og at det har ret!
Hvilket igen skal styrke barnet i at have selvtillid til egne følelser og fornemmelser, og dermed lettere ved at finde sin plads i livet – og blandt andre mennesker – og at tage de rigtige skridt.
Ofte har de voksne rollen som igangsætter og ideskaber når der arbejdes kreativt med børn.Her er det barnet selv der er igangsætter og ideskaber. Den voksnes rolle er at lytte, støtte og forholde sig afventende; at være vidne.
At bede børn om at lave produkter i stedet for processer eller udføre ideer som de voksne har fået først, svarer til at bede dem om at stige af deres indre flow, og forholde sig mentalt og tilpasset til livets udfordringer.
Man fratager dem deres fornemste ressource, nemlig deres evne til at skabe livet og finde de nødvendige løsninger på livets udfordringer i sig selv!
Papiret som et rum
Når børn maler komponerer de som regel ikke ud fra en mental disposition. Børn indtager papiret som et rum. De bevæger sig rundt på fladen som de bevæger sig i et rum, - afsøgende. Og de komponerer i kraft af fysikkens bevægelse rundt på papiret og kroppens medfødte sans for balance, spænding og rytme.
Der er oplevelse af plads, for meget eller for lidt evt. og deres oplevelse af papiret er tredimensionelt også selvom de afsætter skema agtige 2 dimensionelle figurer på billedet.
Derfor kan især meget taktile børn male objekter med konkret betydning f.eks. en ko, mere som den føles at røre ved og som den opleves 3 dimensionalt, end som et kamera ville lave et aftryk af den i 2 dimensioner.
Der er ikke altid sammenhæng mellem hvordan børn bevæger sig i det fysiske rum og på papirets billedrum.
Børn med et meget rigt indre liv kan være hæmmede og forsigtige i fysikken, men sluppet løs i det indre rum – som er deres hjemmebane – udfolder der sig en frodighed, farverigdom, evne til at orientere sig og et mod, som er rørende.
Børns billeder er billeder i proces
Børn som er i deres flow og tilstede i den skabende proces, er ikke produkt men proces-orienterede. Børn arbejder ikke naturligt frem imod et mål. De er hele tiden på rejse i billedet. Prøver ting af, flytter sig et nyt sted hen, afbalancerer – bryder ned – bygger op – afbalancerer… f.eks. indtil papiret et fyldt til kanten, hvorefter processen fortsættes på næste ark…
Det gamle er uinteressant når det er gjort og overmales evt.
Det er rejsen der er vigtig, ikke rejsens mål!
Dvs. at billedet hele tiden er et færdigt billede og aldrig bliver et færdigt resultat.
Børn kan være mere eller mindre kunstnerisk begavede. For kunstnerisk begavede børn vil det i sig selv – at arrangere former og farver på et papir så billedet ”går op” være forbundet med samme lyst som når en fodbold dreng øver sig i at få bolden til at sidde i øverste hjørne af nettet. Igen og igen og igen…
Kunstnerisk begavede børn laver ofte 2 slags billeder. Billeder som udtrykker hvad de lige nu og her indeholder af følelser, evt. følelsesmæssige konflikter, samt billeder hvor rent kunstneriske problemer løses. Af og til smelter de to facetter sammen.
Det ene af de 3 børn i projektet havde et udpræget kunstnerisk talent. Af en eller anden grund trak han det mere og mere i baggrunden og brugte i stedet malesessionerne til at udtrykke konflikter.Selvom hans billeder er udtryksfulde som børns billeder jo er, var de sjældent på højde med hans kunstneriske potentiale og det var ikke givet at de to sider var repræsenteret i de samme billeder.
De praktiske rammer
Malesessionerne foregik som følger:
Ét barn af gangen malede under tilstedeværelse af mig og en pædagog.
Hvis et barn blev for service-orienteret af den megen voksen-opbakning, eller havde svært ved at overgive sig til processen og til selvforglemmelse, trak vi andre børn ind som arbejdede samtidigt.
Som udgangspunkt stod pædagogen for de praktiske ting og kunstneren er følgesvend igennem billedrejsen.
I praksis blev rollerne mere flydende, alt efter hvem der havde bedst kontakt med barnet på dagen, eller hvad der faldt naturligt i en given situation.
Der blev stort set ikke givet konkrete opfordringer eller opgaver.
Somme tider var farvevalg eller redskaber begrænset, men princippet for sessionerne var at barnet fulgte sine egne indskydelser og lyster.
Børnene blev dog altid opfordret til at starte med at male papiret over med en våd svamp til start.
- Så er fingrene blevet våde, de har vovet sig ud i det tomme rum og sanseligheden er tændt.
En malesession kunne se sådan ud:
Først et pænt maleri til Mor. Et hus med en sol i hjørnet. Næste papir, med svampen bliver papiret gjort vådt. Hånden bevæger sig rundt på papiret på en afsøgende måde – kroppen kan pludselig mærke billedrummet. – Ud i hjørnerne op, ned, rundt… Så har kroppen noget at skulle have sagt. En klump af forskellige farver oven i hinanden i et hjørne. Rød blandes i, gul blandes i, blå ovenpå – mudder… dut-dut-dut-ind på midten af papiret og her - en krusedulle!
Så kan kroppen mærke sine fødder, og lysten til at mærke jorden under sig og stå godt på den
– Nyt papir:
En voksen holder barnet i hænderne. Barnet smører rundt i malingen på papiret; det føles dejligt! Mere farve! Springer let og sikkert hen på paletten og får mere maling på. Tilbage på papiret, danse et billede.
Kroppens bevægelse er udtrykket, men der er sat et aftryk!
Efter et antal fodbilleder melder trangen til at artikulere sig. Nyt papir.
- hænder og pensel, Større bevægelser, mere struktur, mere rytme, måske en handling - eller en historie…
osv. Indtil der ikke er mere at male, og vennerne udenfor er mere interessante end billeder. De sidste billeder er hurtige, rutinemæssige og sjuskede… processen er slut for denne gang.
Pædagogen
Malekultur i børnehaven
Børnene sidder på det plastafdækkede gulv. De har hver en spand med lunkent vand og en palet med maling i mange farver. Diverse pensler, svampe, maleruller og karton i flere formater er indenfor rækkevidde. Lysten til at afprøve materialerne har råderum.
Målet med dette projekt har været at dokumentere sammenhængen mellem billedprocessen og børns udvikling. Mit fokus har jeg valgt at rette mod praktiske og didaktiske problemstillinger, med processen som omdrejningspunktet. Det er afgørende at fremhæve at barnets egne initiativer har haft en central rolle.
Matti Bergströms teori
Mine holdninger og mit menneskesyn tager afsæt i den finske hjerneforsker Matti Bergströms(1) teori om de tre ressourcer; energi, viden og vurderingsevnen, som er relateret til forskellige områder i hjernen.
Børnene sidder på det plastafdækkede gulv. De har hver en spand med lunkent vand og en palet med maling i mange farver. Diverse pensler, svampe, maleruller og karton i flere formater er indenfor rækkevidde. Lysten til at afprøve materialerne har råderum.
Målet med dette projekt har været at dokumentere sammenhængen mellem billedprocessen og børns udvikling. Mit fokus har jeg valgt at rette mod praktiske og didaktiske problemstillinger, med processen som omdrejningspunktet. Det er afgørende at fremhæve at barnets egne initiativer har haft en central rolle.
Matti Bergströms teori
Mine holdninger og mit menneskesyn tager afsæt i den finske hjerneforsker Matti Bergströms(1) teori om de tre ressourcer; energi, viden og vurderingsevnen, som er relateret til forskellige områder i hjernen.
Teorien kan forstås på følgende måde:
Den første ressource er energien, som har udgangspunkt i det område af hjernen der kaldes hjernestammen. Den udvikles i den første del af fostertilstanden og sender impulser til hjernebarken og til den højre hjernehalvdel, dermed aktiveres den mentale tilstand og bevidsthed.
Hjernebarken rummer den anden ressource; viden. Den modnes temmelig sent, og har en ren faktamæssig informationskapacitet. Legealderen er vigtig for hjernebarkens optagelse af viden, fordi optagelsen af viden i nervenettene bliver mere effektiv, hvis de stimuleres af flere forskellige kilder på samme tid. Vurderingsevnen er den tredje ressource, som lokaliseres i den højre hjernehalvdel i forbindelse med det æstetiske og emotionelle. Den modtager impulser fra hjernestammen og bearbejder viden simulant, både i billedform og
som helhed. Vurderingsressourcen kontrollerer vidensressourcen ved brug af bevidsthedsenergien. Derfor skal alle tre former "trænes" i et afbalanceret forhold. Med andre ord kan man sige at nøglebegreberne leg, fantasi og selverkendelse er i centrum.
Disse begreber var ligeledes i centrum i forbindelse med min planlægning. Jeg valgte at bruge en didaktisk model udarbejdet af Hiim og Hippe (2), som jeg har gjort mig mange gode erfaringer med. Modellen er dynamisk og består af elementerne; mål, indhold, læringsprocessen, læringsforudsætninger, rammefaktorer og vurdering. Meningen er at man skal forholde sig til elementerne og relationerne imellem dem. Jeg vil her blot anskue delelementer fra rammefaktorerne og læringsforudsætningerne samt relationen mellem disse. Pædagogens og kunstnerens motivation og lyst, som er en del af rammefaktorerne, afspejles i maleaktiviteternes kvalitet. Kvaliteten afhænger ikke nødvendigvis af kunstnerisk kunnen, men af overvejelser som bygger på en viden om bl.a.malingens kvalitet, farvesammensætning og div. maleredskaber. Børnenes læringsforudsætninger handler både om malemæssig og generel erfaring. Jeg mener at succeskriteriet for maleværkstedet afhænger af, om børnenes læringsforudsætninger tilgodeses. Pædagogens didaktik bør altså tage afsæt i en viden om barnets erfaringer fra primærkulturen, samt en faglig viden om det enkelte barns malemæssige udvikling.
Det fælles udviklingsrum
Når pædagogen kan forene teori, egne erfaringer og malemæssig viden med et redskab til børnenes individuelle læringsforudsætninger, opstår der et spændingsfelt. I dette spændingsfelt mellem pædagogens didaktiske kompetencer og barnets brug af mulighederne opstår der et fælles udviklingsrum. Konsekvensen heraf bliver at pædagogen inspireres og udvikles igennem sin profession og børnene får et naturligt forhold til det at male, som de desuden kan være med til at videregive til andre. Når jeg ser tilbage på arbejdsgangen over de ti måneder har kulturen netop været præget af de tre børns individuelle læringsforudsætninger. Det ene barn har vist stor kropslig bevidsthed og samtidig et behov for at udtrykke store bevægelser og gengive dybe følelser. Et andet barn har vist sociale forståelse, omsorg og har arbejdet med omgivelsernes accept for at skabe meget harmoniske og visuelle billeder. Et tredje barn viste et stort behov for verbalt udtryk i samspil med velovervejede og meningsfulde billedudtryk. Ud fra vores didaktiske arbejdsform har børnenes personlighed været med til at forme den praksis der har været omkring forløbet. Det har været væsentligt i vores forsøg på at skabe rammer hvor barnets udvikling og maleværkstedet fik en sammenhængende mening. Samtidig har processen været meget central og børnene har været i stand til at udtrykke impulser og stemninger.
Mine iagttagelser
Mine iagttagelser i forbindelse med at se maleværkstedet som rammerne for et særligt udviklingsrum er som følger:Det første helt specielle i mødet med maleværkstedet er det fokus der bliver rettet mod barnets initiativer. Dette er muligt når følgende didaktiske og praktiske rammer er skabt: Plastafdækket gulv samt materialer som bl.a. karton, maling, pensler, svampe, vand - som gør det muligt at bruge materialerne på en kropslig og uforpligtende måde, hvilket medføre at ideer får råderum og kommer til udtryk.Dertil følger tid og opmærksomhed fra to voksne, som er med til at skabe trygge rammer hvor de voksne tager ansvar, viser interesse samt støtter og følger barnets initiativer.Udover at de voksne skal være klar til at tilpasse "opgaven" efter barnets individuelle læringsforudsætninger, bør de samtidig give slip på de praktiske opgaver, når barnet under forløbet bliver "selvkørende" og ikke har brug for de voksnes støtte og opmærksomhed mere. Jeg tolker denne tilstand som den tilstand et barn er i når der er balance mellem de tidligere beskrevne tre ressourcer.
Det har været interessant at følge forskelligheden med de tre børns personlige arbejdsform. Et barn har været i kroppen(a), et udenfor sig selv(b) og et i hjernen(c):
a - ingen tale, kroppen i bevægelse - arbejder i kaos, ingen selvkontrol - maler som en del af en leg
b - samspil, relationer, andres behov, mange produkter - mærker sig selv (sult, tørst m.m) - arbejder koncentreret om et produkt i lang tid
c -snakker, tænker ,arbejder systematisk- kan slippe sin selvkontrol - arbejder med instinkt.
Konklusion
Vi har med dette projekt villet dokumentere sammenhængen mellem billedprocessen og børns udvikling. Det har været interessant at planlægge, deltage og evaluere forløbet. Inden forløbets begyndelse sagde vores erfaring os, at maleværkstedet havde en gavnlig virkning på børns udvikling. Vi er nu blevet i stand til at se denne virkning i et skarpere lys. Set fra min pædagogiske synsvinkel vil jeg konkludere at vores dokumentation er farvet af vores holdninger og erfaringer. Men derudover kan jeg konkludere følgende: I et planlagt maleværksted findes der alsidige udfordringer, der giver mulighed for at imødekomme barnets individuelle læringsforudsætninger. Når den kompetente pædagog tager afsæt i barnets initiativer, kan billedprocessen og barnets udvikling tilgodeses.
Vi har med dette projekt villet dokumentere sammenhængen mellem billedprocessen og børns udvikling. Det har været interessant at planlægge, deltage og evaluere forløbet. Inden forløbets begyndelse sagde vores erfaring os, at maleværkstedet havde en gavnlig virkning på børns udvikling. Vi er nu blevet i stand til at se denne virkning i et skarpere lys. Set fra min pædagogiske synsvinkel vil jeg konkludere at vores dokumentation er farvet af vores holdninger og erfaringer. Men derudover kan jeg konkludere følgende: I et planlagt maleværksted findes der alsidige udfordringer, der giver mulighed for at imødekomme barnets individuelle læringsforudsætninger. Når den kompetente pædagog tager afsæt i barnets initiativer, kan billedprocessen og barnets udvikling tilgodeses.
(1) Sorte og hvide lege : kaos og orden i hjernen - om det legende barn. Matti Bergström
(2) Læring gennem oplevelse, forståelse og handling. Hiim og Hippe
(2) Læring gennem oplevelse, forståelse og handling. Hiim og Hippe
Observatøren
Marte Meo
Vi har valgt at bruge Marte Meo som et redskab for dokumentation på følgende måde:
De involverede børn blev i starten af forløbet og da forløbet var slut, filmet i et ustruktureret forløb, dvs. i leg med få andre børn uden en voksen deltagelse. Ud fra disse film er der lavet en interaktionsanalyse, der tydeliggør hvilke legefærdigheder barnet har. Ved at sammenligne den første film med den sidste film, vil vi se hvilken udvikling der er sket på de måneder projektet har stået på.
Derudover har vi filmet hver enkelt barn en af de første gange de malede, samt igen en af de sidste gange de malede i forløbet. I disse film har fokus bl.a. været på: koncentration/fordybelse, motorik, samspil samt hvordan hver enkelt barn har udviklet sig i maleprocessen. Igen er filmen fra start og slut sammenlignet, for at se hvilken udvikling der er sket på disse områder.
Konklusion
Igennem forløbet, har børnene. kunnet fordybe og udvikle sig i sit eget tempo alene med en nærværende voksen. De er blevet set, spejlet, respekteret og anerkendt for den de er, og det de kan. Dette har været med til at øge deres selvværd. Det er tydeligt, at se på de film der er optaget, at børnene nyder det tætte samvær med den voksne. Der deles meget glæde mellem barnet og den voksne. At blive spejlet og få gode ansigter er med til at højne selvværdet. Når barnet får lov til at arbejde i rolige omgivelser og i sit eget tempo, giver det en afsmittende effekt på barnet. De gode oplevelser og erfaringer bringes videre og bruges andre steder såsom i leg og andre aktiviteter.
I forløbet er børnene blevet støttet i at være eksperimenterende. Selve processen har været det vigtigste. Derved bliver det eksperimenterende til ”produktet”. Dette valg har været meget bevidst.
Faldgruber
Med bevidste valg er der også bevidste fravalg. Derfor er der ikke sat mange grænser og krav i dette forløb. Dette har medvirket til, at det enkelte barn til tider, har været fastlåst i at gratte med malingen, lege med vandet og andet.
Nogle børn har så stor en trang til at udtrykke sig i billeder og former at de bruger forhånden værende materialer som sand og trækul fra bålstedet.
Perspektiver
Et møde mellem kunstner, børn og pædagog
Der er gået næsten et år siden vi afsluttede projektet. Det forholdsvis lange tidsrum mellem projekt og projektbeskrivelse har givet os nye perspektiver.Det er en fortælling om, hvad børn faktisk kan når de er i kontakt med sin inderste kerne og er i sit flow. Det er billedet af et møde mellem kunstner, børn og pædagog der har inspireret gensidigt (kunstneren fortæller, at børnenes billeder har inspireret hende til nye sammensætninger og kompositioner).Materialet viser, at det er muligt at se en effekt hos børnene af fordybelsen i arbejdet med billeder. At klatte og smatte med maling er mere end sjov og pjat. Det er et redskab til forståelse af børns behov og evne til at være i de elementer de får sat til rådighed og hvordan de bruger dem på individuel og til tider ” uacceptabel” måde.”Produktet” er etableringen af en malerkultur hvor børn og voksne føler sig tiltrukket af den jordnære arbejdsform.
Nye spørgsmål
Det at barnet gennem krop og sanser har været i kontakt med sit indre flow, er en erfaring der lejrer sig dybt. At være sammen med voksne der selv har den erfaring og som har været vidne til erfaringen, vil sætte sig som et positivt spor i barnets bevidsthed.Det får os til at stille nye spørgsmål:
Tegninger på fliser. Trækul og kridt.
Der er gået næsten et år siden vi afsluttede projektet. Det forholdsvis lange tidsrum mellem projekt og projektbeskrivelse har givet os nye perspektiver.Det er en fortælling om, hvad børn faktisk kan når de er i kontakt med sin inderste kerne og er i sit flow. Det er billedet af et møde mellem kunstner, børn og pædagog der har inspireret gensidigt (kunstneren fortæller, at børnenes billeder har inspireret hende til nye sammensætninger og kompositioner).Materialet viser, at det er muligt at se en effekt hos børnene af fordybelsen i arbejdet med billeder. At klatte og smatte med maling er mere end sjov og pjat. Det er et redskab til forståelse af børns behov og evne til at være i de elementer de får sat til rådighed og hvordan de bruger dem på individuel og til tider ” uacceptabel” måde.”Produktet” er etableringen af en malerkultur hvor børn og voksne føler sig tiltrukket af den jordnære arbejdsform.
Nye spørgsmål
Det at barnet gennem krop og sanser har været i kontakt med sit indre flow, er en erfaring der lejrer sig dybt. At være sammen med voksne der selv har den erfaring og som har været vidne til erfaringen, vil sætte sig som et positivt spor i barnets bevidsthed.Det får os til at stille nye spørgsmål:
- Hvordan overfører/bruger børn erfaringerne de har gjort på billedværkstedet til verden udenfor?
- Hvordan kan vi bruge disse erfaringer i hverdagen?
- Hvad betyder det på langt sigt?
- Hvilken betydning har det, at det musiske/ kropslige har så lille en plads i dagens skoleverden?
At finde vej i livet
I en tid hvor der er meget fokus på test af børn, og hvor de mentale målbare færdigheder prioriteres frem for de kropslige kreative fag, er ovennævnte spørgsmål vigtige at få besvaret.At have kontakt med sin krop og sanser og det indre flow er ikke kun vigtigt for børn. Det er en evne der er grundlæggende for alle mennesker, for at kunne udvikle sig, lære og ”finde vej” i livet!
Tegninger på fliser. Trækul og kridt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
